I Rottehullet optræder Meyer som parringslysten Urhane. Det fører til en større diskussion mellem husets beboere om fuglestemmer, og Clausen foreslår en fugletur. Olsen melder sig som formand og arrangør. Meyer som samarit, Egon som indkøber af våde varer. Turen skal starte midt om natten, men den moderne teknologi spiller beboerne et puds.
Efter en hidsig aften - og nat -i byen møder flyttemand Olsen op på hjemadressen - fuldt til døren af fremmede damer. Hele opgangen er forarget over Olsens sidespring, men fru Olsen tager det roligt. Spørgsmålet er, om Olsen gør det samme, når fru Olsen tager i byen med en gammel klassekammerat - der er mand og netop er kommet hjem fra Australien?
Karla får tilbud om at blive prøvefotograferet hos en modefotograf. Hun ser en glor-værdig fremtid for sit indre blik og udlever sine modeldrømme. Fru Olsen og fru Clausen støtter op om drømmen, medens Egon går helt fra koncepterne. Da Karla imidlertid bliver kasseret ændres tingene tilbage til det normale. Karla er tilbage ved kødgryderne med begge ben på jorden.
Den gamle frue er død, og i hendes testamente tilbydes husets beboere at købe ejendommen. Debatten er livlig i Rottehullet. På grund af Olsen kan der ikke opnås enighed, så nogle bolighajer tager over. Til sidst reddes alt og alle ved et fund i kælderen, så Nationalmuseet freder huset i klasse A, og intet må derfor ændres.
Enkefru Hammerstedt tipper ved at dreje på sin afdøde mands billede. Da hun senere på ugen mangler penge, deler hun kuponen med Karla, der er overbevist om, at de nok skal vinde den helt store gevinst. Men enkefru Hammerstedt retter sig ikke helt efter billedet. Så det gamle ord, om ikke at flå skindet af en bjørn før den er skudt, får ny betydning for husets beboere.