Da Nikolaj og Julie møder hinanden, ved de straks, at de har mødt den eneste ene. De forelsker sig, kærligheden vokser, og så går det hurtigt - med bryllup, drømmehus, ønskebarn og det hele. Men så begynder den svære hverdag, hvor der skal købes ind, hentes barn og karriererne skal passes. Det kommer ikke til at gå helt så nemt for Nikolaj og Julie, som de regner med - og pludselig bliver Nikolaj skrækslagen for, om hans tilværelse krakelerer - for Julie er jo kvinden i hans liv.
Julie er flyttet hjemmefra, efter Nikolaj var hende utro med sin eks-kæreste. Men Nikolaj forsøger at overbevise både sig selv og Julie om, at når bare de elsker hinanden, betyder alt andet ingenting - de skal bare finde ud af at komme videre. Men Julie er ikke sikker på, at hun overhovedet vil komme hjem igen. Nikolaj går i panik og er villig til hvad som helst for at få Julie tilbage - og hans panik breder sig til bureauet. Heldigvis går Julie med på at give deres ægteskab en chance mere, på visse betingelser.
Nikolaj må se i øjnene, at Julie virkelig har forladt ham - og nu vil hun skilles. Frank og Karina prøver at træde hjælpende til med gode råd og trøst - men i stedet for hjælp bliver det startskuddet til pro-blemer for dem selv. Og så skal drømmehuset sælges, selv om Nikolaj ikke kan holde tanken ud og gør, hvad han kan for at hindre det på alle måder - og han er stadig overbevist om, at Julie vil vende tilbage til ham.
Nikolaj og Julie har fået aftalt de praktiske ting omkring deres separation - men så er der jo Emma. Da det går op for Nikolaj, at han ikke vil få særlig megen tid sammen med Emma, går han fuldstændig i baglås. De bliver nødt til at prøve at finde en ordning - og det bliver svært for alle. Nikolaj forsømmer sit arbejde på bureauet groft, så specielt Philip er ved at gå op i limningen - oven i det får Philip en fuldstændig anderledes oplevelse med en pige, end han er vant til.
Nikolaj og Julie prøver at få styr på deres liv og deres forhold til hinanden efter separationen. Det bliver ikke nemmere, da Julie og Søs’ mor kommer hjem fra en lang rejse og gør, hvad hun kan for at blande sig. Ejendomsmægleren Stefan udviser tydeligt mere end faglig interesse for Julie - og Julie er ikke helt upåvirket af hans tilnærmelser. Philip er helt vild med sin nye kæreste og oplever noget, han ikke har prøvet før - mens Frank og Karina må prøve at tackle et svært problem.
Julie er blevet kæreste med Stefan og nyder at blive forkælet og feteret. Nikolaj prøver at overbevise sig selv om, at der er i orden med ham - og drukner sig i arbejde, når han ikke lige er sammen med Emma. Frank og Karina forsøger at støtte Nikolaj, så godt de kan. Karina går lidt videre og arrangerer et stævnemøde for ham, mens Nikolaj selv får en anden ide. Philip er stadig vildt forelsket i Iben, men får kolde fødder, da han pludselig skal møde hendes venner og familie.
Der er gået nogle måneder, siden Nikolaj og Julie gik fra hinanden. Nu har Emma fødselsdag, og det skal selvfølgelig fejres - men hvordan? Samtidig beslutter Julie, at det er på tide, at Stefan møder Emma og vennerne. Midt i det hele bliver Nikolaj nødt til at tage til London for at hale en forretning hjem - han lover at være hjemme igen til fødselsdagsfesten, men så er der lige et problem med gaven. Philip løber igen ind i en konflikt med Iben, mens Frank må prøve at forklare Jonatan noget om de voksne.
Stefan er meget forelsket og vil flytte sammen med Julie, jo før jo bedre. Julie er først i tvivl - men så starter det store flytteræs. Nikolaj får en helt speciel oplevelse med en ganske særlig kvinde og får et nyt og lysere syn på nogle betydningsfulde ting. Søs får stadig større indflydelse på opgaverne på bureauet og har travlt, mens hun samtidigt forsøger at dirigere rundt med en forstyrrende fyr.
Nikolaj er, til sin egen overraskelse, blevet glad og velfungerende igen - og så er han forelsket. Julie derimod er helt til rotterne og forsømmer sit arbejde, så hendes chef sender hende på kursus sammen med Karina. Og så er det nu, at Nikolaj og Julie skal underskrive de endelige skilsmissepapirer. Mens Philip overrasker både sig selv og andre, har Søs lavet en aftale med en sød maler - men også hun får en overraskelse.
Bedst som Nikolaj er ved at få styr på sit liv igen, er Julie helt rundt på gulvet. Hun trives dårligt, både på jobbet og i sit personlige liv - og hun savner Nikolaj. Nikolaj er klar over, at der er noget galt, men ved ikke, hvad han skal gøre - imens opsøger Julie Benedikte. Philip går så højt op i Ibens graviditet, at det bliver for meget for både Iben og andre. Mens Søs forsøger at finde en kæreste, går Karina i gang med et helt anderledes privat projekt.
Julie er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling og kommer tilsyneladende ikke hjem lige med det samme. Nikolaj bliver klemt mellem arbejdet, Benedikte, som er ved at flytte fra sin mand og Emma, som savner sin mor. Philip skal for første gang på besøg hos Ibens forældre - og Ibens far er ikke helt nem at omgås. Og så tager Philip endnu en stor beslutning. Karina udvider sit lokale engagement og er blevet medlem af en borgergruppe, så Frank må tage mere over derhjemme.
Det er jul - og det er en lidt blandet fornøjelse for nogle af vennerne. Julie er stadig indlagt, så Nikolaj planlægger at fejre jul med Emma hos sine forældre - men samtidig er Nikolaj og hans far på konfliktkurs. På bureauet står den på overarbejde og bekymring, da en stor kunde er på vej mod konkurs og kan trække bureauet med ned. Men Søs får en genial ide, der viser sig at redde endnu mere end ventet. Og så sætter Philip og Iben kursen mod hendes forældre for at fejre jul hos dem.
Julie bliver udskrevet fra hospitalet og er straks klar til at gå i gang på jobbet - men hun må snart se i øjnene, at hun er ved at ændre indstilling til sit arbejde. Nikolaj har besluttet at forsøge igen at få et ordentligt forhold til sin far - men det kræver en del mere, end han havde regnet med. Mens Karinas engagement i lokalpolitik får stadig større indflydelse på hendes og Franks familieliv, forsøger Philip og Iben at komme videre med deres liv ovenpå trafikuheldet og Ibens abort - men Philip er plaget af skyldfølelse og er ved at gå i stykker.
Nikolaj er ved at få repareret forholdet til sin far, til begges meget store fornøjelse - og de fortsætter med at lægge fælles planer for fremtiden. Julie starter som frivillig arbejdskraft på retshjælpen, men er bestemt ikke begejstret for lederen af stedet, som i øvrigt heller ikke er spor imponeret af hende. Karina har besluttet at trappe sit lokalpolitiske arbejde ned, fordi hun mangler tid sammen med familien - men så giver Per K. hende et fristende tilbud, og Frank får en god ide af Søs. Da Iben tager initiativ til at redde sit forhold til Philip, har Philip allerede kvajet sig for meget.
Nikolajs far er død og han må, sammen med sin mor, tage hånd om begravelsen. Samtidigt er der alle de praktiske ting, bl.a. den gamle båd, hans far lige nåede at købe - og i kølvandet på den, får Nikolaj sig en kæmpe overraskelse og kommer til at tage sig af en hel del mere, end han havde anet. Julie forsøger at hjælpe, men har fået lige rigeligt at se til på retshjælpen, hvor hun konstant er i konflikt med Lars. Frank og Karinas forhold knirker så meget, at også børnene begynder at få problemer - mens Philip er ved at gå totalt i opløsning.
Nikolaj har fået fyldt sit hus rigeligt op, efter både Philip og Kim, samt hendes to børn, er rykket ind. Det er ved at blive for meget - men så bliver der pludselig meget stille igen. Julie har været i nærkontakt med Lars og ved ikke rigtigt, hvad hun skal stille op - men det bliver hun tvunget til at tage stilling til. Philip kører for fuld damp og er ved helt at miste grebet, både om sit privatliv og sit arbejde på bureauet, mens Frank og Karina har travlt med alt muligt andet end hinanden.
Så er det igen tid til den årlige Tivoli-tur - men det er ikke helt så ligetil for vennerne, som det var engang. Kim og hendes børn er flyttet ind hos Nikolaj, som dog er på kollisionskurs i forhold til Kims søn Mark. Imens er Julie og Lars ved at sætte hus i stand og glæder sig til babyen - men så dukker Lars’ gamle problemer op og skaber nye. Frank og Karinas ægteskab hænger i en meget tynd tråd - og så er det værste ikke engang sagt endnu. Philip har besluttet at forlade bureauet og har allerede fået nyt job, da han bliver kontaktet af den institution, hvor hans bror bor - mens Søs til gengæld får en ny samarbejdspartner.
Nikolaj er reelt bekymret for Emmas trivsel, fordi Lars har et alkoholproblem, og beslutter at blande sig i det. Julie kommer til at stå midt i konflikten, som eskalerer, og pludselig vælter hele læsset. Hos Frank og Karina er deres samliv ved at falde fra hinanden - Frank kan ikke tilgive Karinas affære, selv om han prøver. Philip forsøger at få Edvard til at passe ind i sin hektiske verden, indtil nogle realiteter går op for ham. Søs fyrer sin nye samarbejdspartner, men det har han ikke umiddelbart tænkt sig at acceptere
Nikolaj er fast besluttet på at ville kæmpe for at få forældremyndigheden over Emma - og planlægger samtidig indkøb af nyt hus sammen med Kim, selv om Kim er meget i tvivl om Nikolajs bevæggrunde. Julie har brudt med Lars, men kommer i tvivl, da Lars tilsyneladende begynder at få styr på tingene. Hos Karina og Frank er der gang i skilsmisseplanerne, som de tackler vidt forskelligt - og så møder Frank en ret speciel pige. Søs skal have premiere på sin danseforestilling og er helt oppe og køre.
Konflikten mellem Julie og Nikolaj, om samværet med Emma, er kørt fuldstændig op i en spids og er nu på vej i retten - men så befinder de sig pludselig i en ret besynderlig situation. Samtidig har Nikolaj og Kim købt nyt hus og overvejer at gifte sig. Søs får endelig en reaktion på sin danseforestilling og bliver tilbudt en hovedrolle på et stort teater. Frank og Karina er begge ved at involvere sig med nye partnere, mens Philip gør, hvad han kan for, at Edvard skal trives, selv om Edvard har sin ganske specielle måde at reagere på.
Nikolaj og Kim flytter ind i deres nye hus og er klar til at tage hul på deres fremtidige fælles liv. Men først skal Nikolaj møde Julie i retten for at få fastlagt forældremyndigheden over Emma - og pludselig tager sagen, og resten af virkeligheden, en helt anderledes retning, end Nikolaj havde tænkt. Og så bliver der ellers lavet ændringer, der vil noget, omkring partnere, arbejde, bopæl, ferieplaner og fremtidsplaner hos alle.
Nikolaj måtte se i øjnene, at han ikke havde hjertet helt med i forhold til Kim, og er nu flyttet ind på sin gamle båd, og planlægger at sejle langt væk. Han tager afsked med bureauet og sine gamle venner - men først skal han se Emma, og tale med Julie. Julie har fået sit gamle job tilbage, prøver at få styr på sit liv, og er fast besluttet på, at hendes forhold til Lars skal lykkes. Imens er Søs i gang med den helt store planlægning af sit og Mikkels bryllup - Mikkel hænger på det bedste, han kan, og det bliver et på alle måder begivenhedsrigt bryllup.