De 250.000 udhungrede, syge og udmattede polske jøder, der havde overlevet de tyske dødslejre, vendte hjem til et samfund, der viste sig at være dem lige så fjendtligt stemt og antisemitisk som før krigen. Polske jøder oplevede at blive overfaldet af deres polske naboer, og mange blev dræbt. Når de så sig om efter flugtveje, var der ingen. Ingen vestlige lande ville modtage dem, og briterne nægtede dem stadig indrejse i Palæstina. Desperate europæiske jøder forsøgte at rejse illegalt til landet på synkefærdige og overfyldte skibe. Mange blev ombragt af briterne, og passagererne sendt til lejre på Cypern, men mange nåede deres mål og kunne tage del i kampen. Alle de væbnede, jødiske undergrundsorganisationer i Palæstina som Haganah, Irgun og Stern havde slået sig sammen mod de britiske mandatstyrker. De stadig voldsomme kampe og terroraktioner fik briterne til at tage spørgsmålet op i FN, som den 29. november 1947 vedtog en delingsplan for Palæstina.
עם התחזקות התנועה הלאומית הערבית, בהנהגת המופתי, מבקשת ממשלת בריטניה לסגת מהתחייבויותיה ליהודים. הציבור בארץ נחלק ביחסו לשאלה הערבית: "ברית שלום" ממליצה על מדינה דו־לאומית, וממול - ז'בוטינסקי תובע מדיניות של "קיר ברזל". המשבר הכלכלי העולמי ועליית הנאצים בגרמניה מבשרים רעות.
