Den 1. september 1939 invaderede Tyskland Polen, og den 12. oktober marcherede de tyske tropper ind i Warszawa. Polens tre millioner jøder var ilde stedt. De blev straks isoleret fra resten af befolkningen, og mændene blev udtaget til tvangsarbejde. Kort efter blev jøder i hele landet samlet i overfyldte ghettoer i de større byer. Der til kom deporterede jøder fra resten af det tysk besatte Europa. Senere fulgte beslutningen om den endegyldige løsning på 'jødeproblemet', det vil sige tilintetgørelsen af de europæiske jøder. Kun omkring 250.000 af Polens tre millioner jøder overlevede Anden Verdenskrig. I 1940 blev Palæstina nærmest omdannet til træningslejr for allierede tropper. Under den tyske offensiv i Nordafrika fik frygten for en tysk invasion titusindvis af palæstinensiske jøder til at melde sig til den britiske hær og kæmpe på de allieredes side. Men i 1945 blegnede det jødiske håb om en belønning for håndsrækningen. De blev de "glemte allierede".
בשנת 1924 מחוקק הקונגרס האמריקני את "חוק המכסות", ששם קץ להגירה ההמונית לארצות הברית. ארץ־ישראל, שהייתה עד כה יעד לחלוצים אידאליסטים בלבד, משמשת מכאן ואילך מקלט לפליטים הנמלטים מרדיפות אנטישמיות. שמונה שנים של שקט יחסי מסתיימות בגל של התנפלויות ערבים על יישובים עבריים בארץ־ישראל. אלה היו מאורעות תרפ"ט.
