Sammi har første arbejdsdag som fængselsbetjent i et stort, gammelt fængsel kaldet Huset. Den garvede betjent Henrik forklarer, at de stærke indsatte kører de svage i fængslet - og det er godt sådan, for det giver en god ro og orden. Fængselsbetjentene får dog en rystende besked - skuden skal vendes, og de har tre måneder til det, ellers risikerer fængslet at lukke. Fra nu af er det nultolerance, de stærke fanger skal have mindre magt, og hashsalg, steroider og låneforretninger skal være fortid.
Kampagnen for at rydde op i Huset går i gang. To konsulenter fra Kriminalforsorgen holder nu skarpt øje med, hvordan fængslet drives. Flere ransagninger rykker ved den magtbalance, der tidligere har hersket i fængslet mellem to dominerende bander. Den gode ro og orden vakler. Fængselsbetjenten Miriam forsøger at skrabe penge sammen til sønnens gæld, men da lånehajen opdager, hun er fængselsbetjent, øjner han en mulighed for at få varer ind i Huset.
Sammis stikker, Benji, giver informationer, så der nu er stort held med ransagningerne. Konsulenterne er behørigt imponerede over den store succes. Til gengæld er de stærke indsatte pressede og desperate, da deres forretning er ødelagt. Så nu skal der kradses gæld ind hos de svage indsatte - hvilket fører til øget vold og uroligheder i fængslet. Og øget pres på Miriam.
Ransagningerne skaber mistanke om en stikker i fængslet, så de stærke fanger lægger fælder ud. Samtidig begynder enhedschefen, Gert, at undre sig over, hvordan der hele tiden kommer nye stoffer ind. Trykket stiger i Huset, ransagningerne og beslaglæggelserne skævvrider bandernes opdeling af markederne, og der opstår et stort slagsmål med hjemmelavede våben. Nu må der forsøges på at forhandle en fredsaftale på plads, så Huset kan undgå lukning. Men en banal visitation af en indsat går helt galt.
Det kommer frem, at der er en beskidt betjent i fængslet, så nye forholdsregler gør det sværere at smugle ind. Banderne i fængslet tager mere risikable metoder i brug for at gemme varerne, og betjentene må tage 'pottevagter ' med de svage indsatte. Benji kommer med information om den beskidte betjent, der snævrer feltet gevaldigt ind. Det er en kvinde. Samtidig kommer fire af betjentene i vanskeligheder, da de får en rystende melding om den indsatte, de lagde i en ulovlig benlås.
Betjentene venter det værste som reaktion på den indsattes død. De to rivaliserende bander begynder at snakke sammen i krogene, og det er helt sikkert et dårligt tegn. Benji er paranoid over, at nogen finder ud af, at han har stukket. Et stort fangeoprør bryder ud, og alle betjente kaldes ind og trækker i kampudstyret. Skjolde, hjelme, stave. Og opgøret mellem indsatte og betjente får fatale følger, og brikkerne, for de fire betjente, vi har fulgt, falder på plads på markant forskellige måder.