I 1914 var der 13 millioner jøder i hele verden. Tre millioner levede i USA, en million i Vest- og Centraleuropa og mindre end en million i de arabiske lande. Resten, otte millioner, boede under kummerlige forhold i Rusland og Østeuropa, udsat for den ene pogrom efter den anden. Mange jøder kæmpede i den russiske revolution i den tro, at idealerne om frihed og lighed også gjaldt dem. Det gjorde de ikke. De sovjetiske kommissærer adopterede zar-styrets metoder. I begyndelsen af 1920'erne var der flere end 1000 pogromer i Ukraine med 17.000 dræbte jøder. Andre jøder blev sendt i eksil i Sibirien. Mange unge jøder udvandrede derfor fra Rusland til Palæstina. Pionererne drømte om at opbygge et nyt samfund baseret på utopiske socialistiske ideer som frihed, lighed og retfærdighed. Utopien viste sig at være - en utopi. Den økonomiske krise kradsede, og i 1929 iværksatte den arabiske befolkning, inspireret af Muftien i Jerusalem, en bølge af vold og massakrer.
בריטניה מעמידה את האמיר פייסל בראש ממשל עצמאי למחצה בסוריה ובעבר הירדן. כאשר מתברר לערביי ארץ־ישראל כי ארץ־ישראל איננה מובטחת להם על פי הצהרת בלפור, הם מתעוררים לפעולה פוליטית, בהרגישם כי פלסטין היא "סוריה הדרומית".