I slutningen af 1800-tallet blussede antisemitismen op i Europa. Den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus blev i 1894 uskyldigt anklaget for forræderi. Sagen blev dækket af den østrigsk-jødiske journalist Theodor Herzl, der blev chokeret over pøblen, der skreg 'død over jøderne' i Paris' gader. Herzl erkendte, at jøderne kun kunne opnå accept som en nation med en stat, de kunne kalde deres egen, og denne stat burde ligge i 'det hellige land'. Mange jøder fra Rusland og Østeuropa var allerede emigreret til Palæstina på flugt fra pogromer, og de levede i fred med deres arabiske naboer indtil afslutningen af Første Verdenskrig. Briterne og franskmændene havde erobret Mellemøsten fra tyrkerne, men da Frankrig overtog Syrien og Libanon som kolonier, knuste de samtidig en drøm om arabisk enhed under emir Faisal. Briterne havde med Balfour-deklarationen i 1916 udtrykt sympati med en jødisk stat, og for første gang så en national arabisk bevægelse dagens lys.
תאודור הרצל, מייסד ההסתדרות הציונית, לא הצליח בימי חייו לקבל תמיכה מעצמתית. רק כעבור שני עשורים מעניקה ממשלת בריטניה את הצהרת בלפור, הקוראת להקמת "בית לאומי ליהודים בארץ־ישראל".
