Hvad sker der, når vi fratages det moderne livs bekvemmeligheder og skal leve på en ø uden civilisation? Det står 14 helt almindelige danskere overfor i et nyt socialt eksperiment, hvor gruppen efterlades helt alene på en øde ø i Stillehavet, kun med vand nok til at klare sig i et døgn - herfra er resten op til dem. Allerede fra dag ét skal de i fællesskab bygge et nyt samfund op fra bunden, og de skal på egen hånd finde ly, vand og føde og klare sig selv den næste måned.
Deltagerne har været på øen i tre dage, og manglen på mad giver allerede deltagerne perspektiv og refleksion over alt det, de tager forgivet i hverdagen derhjemme. Rindende vand og et fyldt køleskab samt deres nære relationer føler deltagerne et stort afsavn omkring.
Selvom vi skriver 2019 i vores kalendere, går det op for deltagerne at kønskampen stadig er særdeles aktuel, måske især på en tropisk ø uden vand, mad og søvn. Hvad sker der, når vi mennesker bliver frataget det moderne livs bekvemmeligheder og bliver tvunget til at kæmpe for vores overlevelse? I dette nye sociale eksperiment bliver 14 almindelige danskere efterladt 30 dage, på en øde ø i Stillehavet.
Hvad der tidligere blot har været en ulmende konflikt mellem øens mænd og kvinder, bryder nu ud i lys lue og deler gruppen i sådan en grad, at der opstår tvivl om gruppens overlevelse. Hvad sker der, når vi mennesker bliver frataget det moderne livs bekvemmeligheder og bliver tvunget til at kæmpe for vores overlevelse? I dette nye sociale eksperiment bliver 14 almindelige danskere efterladt 30 dage, på en øde ø i Stillehavet.
Udmattelsen har haft sit først offer, og nedturen fortsætter. Men for første gang går gruppen fra at være samlere til at være jægere, når 2 af mændene endelig har succes med deres spyd. Hvad sker der, når vi mennesker bliver frataget det moderne livs bekvemmeligheder og bliver tvunget til at kæmpe for vores overlevelse? I dette nye sociale eksperiment bliver 14 almindelige danskere efterladt 30 dage, på en øde ø i Stillehavet.
Deltagerne har planlagt en svømmetur til en anden ø, Ønskeøen, som kun ligger 350 meter fra deres egen ø. Men med et indtag på 300 Kalorier om dagen, og en stærk strøm i Stillehavet, er turen en ekstrem og ikke ufarlig udfordring. Peter får øje på en skadet pelikan og jagten sættes ind med 50 meter sprint og hjemmelavede spyd. Og anstrengelserne i kampen for at finde føde koster kræfter - igen besvimer en deltager. I dette nye sociale eksperiment bliver 14 almindelige danskere efterladt 30 dage, på en øde ø i Stillehavet.
En af øens normale beboere kryber frem fra sit skjul, og samtlige af vore 13 tilbageværende deltagere er med i jagten på 25 kilo protein, mens de skal holde sig i sikker afstand af det farlige gab. Lyset for enden af tunnelen nærmer sig, med tid til tanker om livet derhjemme, og tid til at Katja og Møller kan stikke af til Nordøens øde strand, for at få lidt alenetid I dette nye sociale eksperiment bliver 14 almindelige danskere efterladt 30 dage, på en øde ø i Stillehavet.
Det er eksperimentets sidste dage, savnet er stort, både efter civilisationens goder samt familien og venner. Selvom de har tilbragt 28 dage sammen udspiller der sig stadig en kønskamp, for der skal bygges bål på stranden, hvor INGEN er enige om størrelsen. Endelig ankommer Christian og henter deltagerne, som langt om længe kan sætte tænderne i lækker mad, og foretage bevægende opkald til familien hjemme i Danmark.
"Vi kom. Vi jublede. Og så løb vi i hver vores retning". Den nye ubarmhjertige virkelighed på Øen, overrasker deltagerne, og det slår allerede gnister imellem dem. Hvordan arbejder man sammen, når man ikke kender hinanden? Når alt er ukendt, grænseoverskridende, og slet ikke hvad de havde forestillet sig. De to grupper er isoleret, drevet i land på hver sin side af Øen, og selvom de kæmper med de samme udfordringer, så griber de det helt forskelligt an.
Opkast. Nedtur. Ulidelig mangrove og silende regn. Begge grupper har i den grad brug for en succes, hvis de skal overleve 30 dage på Øen. Men der er håb. De to grupper udvikler sig. Mødet med den vilde natur presser dem helt ud på kanten. Ud af deres comfortzone. Og det skaber hierarkier. Grupperne begynder at udvikle hver deres identitet og måde at arbejde sammen på, mens de jagter drømmen om en forløsende Bounty strand med kokosnødder. Mens de spejder efter noget der måske kan være mad, en vandkilde, og kæmper for at frembringe den livsnødvendige ild. Så har de to grupper overhovedet brug for at mødes?
"Hvad fanden skulle jeg også herud for". Naturen viser sige endnu engang fra sin mest hensynsløse side. Tonstunge skyer og massive regnskyl skaber splittelse og desperation. Den ene gruppe læner sig op ad en tydelig leder, den anden kæmper med hierarkiet, kommunikation og samarbejdet. Desperationen i den ene gruppe tvinger dem ud i jagten på de andre, men vil de findes? Virkeligheden er så småt ved at går op for dem alle. De er vitterligt efterladt og alene. På øen er tiden både din ven og din fjende, for med tiden kommer tankerne og med tankerne kommer spørgsmålene "hvad fanden skulle jeg også herud for".
Efter syv desperate døgn lykkes det den ene gruppe at finde den anden. Men mødet er ikke kun lettelse og lykke, for gruppen der bliver fundet, har klaret sig godt alene. Gruppen småskændes om arbejdsmoral og ledelse, men de har overskud. Den anden gruppe er i underskud, men taknemmelig, da de med fuld opbakning slæber sig hen til de andres lejr. I sammensmeltningen bliver forskellen på de to grupper tydelig, alle bliver presset til det yderste og situationen truer med at overskygge glæden ved at være forenet.
Grupperne får etableret sig i deres fælles lejr, og deres mest basale overlevelse virker sikret. Nu skal de få en hverdag til at fungere, men det er svært. For de to grupper er stadig fremmede for hinanden, og de uenigheder, der skiller dem ad, konkurrerer med det der holder dem sammen. Med dobbelt så mange munde i lejren er de ved at løbe tør for mad, og frustrationerne ophober sig. Alle sejl sættes ind i jagten på fisk, for lykkes det ikke, er det ikke kun de interne problemer der truer deltagerne.
Mad i maven. Eller fest for fællesskabet? "Det giver bare ikke mening at holde en fest, når vi ikke har mad nok". Selvom grupperne efterhånden er smeltet sammen, så er de stadig 13 vidt forskellige mennesker med hver deres ønske for tiden på Øen. Nogen er kommet for at overleve, andre for fællesskabet, nogen for at presse sig selv, andre for at finde svar. Spørgsmålet er ikke længere om de kan skabe en enhed, spørgsmålet er om de kan acceptere hinanden? Ikke at leve sammen i harmoni, men leve sammen på trods af forskellighederne. Men hvad er vigtigst i den proces? Mad i maven. Eller fest for fællesskabet?
"NEJ, nu vil jeg have lov til at tale, jeg sidder og bliver hakket på". Efter knap tre uger i samme lejr både nat og dag er deltagerne ved at gå hinanden på nerverne. Konflikter og frustrationer tager til, indtil præsten Charlotte åbner snakken om alt det, der ikke fungerer imellem dem og det ender med at gå hårdt ud over én person i gruppen. Men dårlig kommunikation er ikke den eneste udfordring i lejren. Den uundgåelige kamp for mad skaber denne gang både glæde og drama, da en ikke ufarlig jagt bliver sat ind på Øens største rovdyr - kaimanen. Men i sidste ende er det et andet rovdyr, der bider fra sig.
Kan de fortsat holde hinanden ud, eller flyder bægeret endeligt over? Afslutningen nærmer sig for de 13 tilbageværende deltagere, og bølgerne går stadig højt på Øen. For det er et fællesskab på trods. Og forskellighederne bliver tydeligere, for hver dag der går. Ikke mindst, da øens farligste rovdyr pludselig viser sig. Spørgsmålet er, om en sidste gudstjeneste kan sende vores 13 deltagere hjem med en følelse af "at lige meget hvad der sker, så har vi opbygget et helt særligt venskab - at vi har et helt særligt fællesskab".