På finaleugens anden dag har de fem deltagere meget store øjne, da de kommer ind i studiet. Et kæmpe silkestykke dækker endevæggen, og Herman forklarer, at bagved står den udfordring, de skal klare. Det er en helt særlig disciplin, som mange både frygter og beundrer på samme tid; Den berømte Croquembouche! Dommerne byder velkommen til konditor Thomas Parry, som har udført det fine kagekunstværk, og han fører deltagerne igennem en lille masterclass i Croquembouchens mange etaper.