Under 2. Verdenskrig var den jødiske ghetto i Warszawa den største af de tysk oprettede jødiske ghettoer. Her var næsten en halv million mennesker trængt sammen på meget lidt plads. Nazisterne sendte flere og flere mennesker ind i ghettoen, men sult, tyfus og vilkårlige drab holdt befolkningstallet stabilt. I denne elendighed begyndte nazisterne i maj 1942 at producere en propagandafilm om jødernes dejlige liv i ghettoen, men filmen blev aldrig færdigredigeret. Ved hjælp af dagbøger, øjenvidner og vidneudsagn fra en af de tyske kameramænd fortæller instruktøren Yael Hersonski om kontrasten mellem filmen og det virkelige liv i ghettoen. I 1941 var den gennemsnitlige madration for jøder 184 kalorier per dag, og lidt over 100.000 mennesker døde af sult, inden nazisterne i juli 1942 sendte 254.000 af ghettoens indbyggere til udryddelseslejren Treblinka, hvor de blev myrdet.