BS har indkaldt Bubber til militær tjeneste. Bubber har aldrig været soldat og har det svært med våben og krig i det hele taget. Så han er meget spændt, da han møder op på Høvelte kaserne i Nordsjælland. BS har planlagt et intenst og hårdt træningsprogram for Bubber. Han skal lære at skyde med skarpt, adlyde ordrer, stå ret og fire sig ned fra en helikopter. Selv om Bubber efterhånden er blevet udsat for lidt af hvert i selskab med BS, så giver opholdet i hæren ham sved på panden og nervøse håndflader. Især da han skal trække splitten og kaste en skarp og dødbringende håndgranat.
Bubbers rekruttid i hæren er slut. Nu starter den operative træning. BS har taget Bubber med til kampskolen i Oksbøl. Her skal han i felten og træne i nedkæmpning af fjender med en gruppe sergentelever. Men Bubber har svært ved at leve sig ind i det militære univers og forholde sig til opgaven. Alvoren går først op for ham, da BS lægger en panserværnsraket på hans skulder. BS har ladet den med en rigtig granat, som Bubber skal skyde af, inden han slutteligt bliver sat i skyttesædet på en 62 tons tung kampvogn.
Selv om Bubber er en ivrig sejler, så er der langt fra en lille tur i hans sejlbåd til et togt i Nordatlanten med forsvarets inspektionsskib Hvidbjørnen. For at komme af sted skal Bubber bevise for BS, at han kan klare sig, hvis skibet skulle havarere. I Frederikshavn bliver han sat på en række udfordrende prøver. Fra et seks meter højt tårn skal han bl.a. hoppe ned i et stort brusende bølgebassin og klatre op i en redningsbåd. Med gelé i knæene kæmper Bubber sig igennem prøverne og forude venter et intens togt til Færøerne og Nordatlanten med BS og inspektionsskibet Hvidbjørnen.
Enhver dreng drømmer om en tur i et F-16 fly. Men Bubber ved ikke, om han skal grine eller græde, da BS fortæller ham, at han skal op og flyve det topmoderne kampfly. Bubber starter først på flyveskolen i Karup. Her skal han lære at flyve, lande og lave et loop i et lille træningsfly. Men det med at vende på hovedet i en flyver forekommer ikke Bubber så behageligt, og han skifter hurtigt ansigtsfarve fra sommerbrun til hvid. Så det tegner ikke helt godt for prøven i flyvevåbnets vartegn, F-16 kampflyet, som bevæger sig gennem luften med en tophastighed af 2.000 km/t.
Tre dage på helikoptervagt med redningseskadrille 722 er BS' næste udfordring til Bubber. På helikopterbasen i Skrydstrup indlogerer Bubber og BS sig hos den seks mand store besætning, der dagligt udfordres med opgaver som redning til søs, eftersøgninger og ambulanceflyvninger. Bubber bliver trænet til at skulle indgå i besætningen som redder. Et udfordrende job, hvor man skal kunne holde hovedet koldt, når man bliver firet ned i det åbne hav for at redde menneskeliv. Men spørgsmålet er, om Bubber har, hvad der skal til, da BS lader sig falde over bord?
I 1978 gennemførte BS den ekstreme og barske Rangerskole-uddannelse i USA. Nu -30 år efter - er han tilbage, men denne gang har han Bubber med. Efter sit ophold i det danske forsvar skal Bubber nu prøve kræfter med nogle af USAs sejeste og dygtigste soldater. I selskab med 400 soldater bliver Bubber kastet ud i den ene prøve efter den anden. De første dage bliver eleverne testet i udholdenhed, selvtillid og mental styrke. Og for Bubber virker det uoverskueligt at skulle gå en 12-mils-fodmarch med maskingevær og 30 kg på ryggen klokken halv tre om natten.
Efter en uge på Rangerskolen i selskab med 400 hårdføre amerikanske soldater og BS, er Bubber nu ved at være godt mør. Kunsten på den ekstreme kampsoldatskole er at holde ud og holde sig vågen og klar, når det gælder. Og det kan være svært, når man kun har fået tre timers søvn. Forude venter endnu en masse prøvelser for Bubber. Bl.a. den berygtede wormpit - eller på dansk ormegården. En udmattende og væmmelig forhindringsbane, der skal løbes på tid. Kommer du ikke i mål inden for tidsgrænsen, er det farvel til skolen. Men BS er fast besluttet på, at Bubber skal klare det.
Bubber kan snart se en ende på sit liv som soldat i selskab med BS. Men inden BS udsteder et certifikat på aftjent værnepligt, skal Bubber have afsluttet sin træning på den amerikanske Rangerskole i Georgia. Med Black Hawk-helikopter flyver BS og Bubber på patrulje i bjergene, og nu skal det vise sig, om Bubber er blevet mere sejlivet. For den 30 kilo tunge rygsæk vejer godt til, da Bubber og hans patrulje skal finde frem til fjenden og nedkæmpe den i det uvejsomme bjergterræn.