I denne uge styrer gamemaster Ibi Makienok slagets gang, når vennerne Abdi Isak, 22 år, og Saif Bahaa Bader Al-Azawi, 23 år, forsøger at gemme og vinde kufferten med de 100.000.
Abdi og Saif har kun én time til at gemme kufferten med de 100.000 kroner, før et hold af topprofessionelle efterforskere tilbageholder dem og sætter dem i isolation. Herefter har afhøringsteamet 30 timer til at forsøge at presse drengene til at fortælle, hvor pengene er skjult. Lykkes det, er pengene tabt - lykkes det ikke, vinder Saif og Abdi de 100.000. Saif og Abdi spilder ikke deres time og når at ringe til et utal af venner. Opkald, der skal fungere som røgslør. Og gækken vil ingen ende tage, da de også når at besøge en spøg og skæmt butik, hvor de køber udklædningstøj. Men spørgsmålet er, om de bruger tiden fornuftigt nok og også når at gemme pengene forsvarligt? Eller om efterforskerne gennemskuer skuespillet og knækker de to sjove fyre?
Det bliver en gemmeleg med fart på ' og til slut får en tilfældig hundelufter afgørende betydning som vidne.