I Vordingborg har 21-årige Sofie kun tre måneder til sin termin, men for få dage siden valgte hun at flytte fra sin kæreste Simon. Sofie mangler et sted at bo og låner de første dage sin søsters seng hjemme hos sin mor. Sofie håber, at hun når at finde et nyt sted at bo, inden hun skal føde. Malou Stella på 16 år bor hjemme hos sin mor med sin nyfødte søn Tino og i dag får de besøg af Tinos far, Martin. Malou Stella glæder sig til besøget og håber, at forholdet til Martin måske kan udvikle sig til mere end et venskab. Bente er ved at vænne sig til sin nye hverdag på Vordingborg Kaserne, men det er ikke nemt for hende at skulle undvære sin datter fem dage om ugen. Heldigvis sørger Bentes ekskæreste David for, at Emma ikke savner sin mor for meget, og at Emma får ringet til sin mor en gang imellem.