12 flotte og farverige mænd kæmper om Prince Charmings hjerte, 33-årige Jonas. Men det er svært at gøre indtryk på prinsen, når alle 12 kæmper om opmærksomhed - og så kan fokus flytte sig. Allerede første dag bliver der kysset i krogene, men ikke med Prince Charming. Og det kan få betydning i første slipseceremoni. Her bliver bejlernes skæbne afgjort. Får man et slips bliver man, ellers er det farvel.
Prince Charming har sagt farvel til de to første bejlere, og Mads har fået en advarsel for at have kysset med Christian. Noget tyder dog på, at Prinsens ord ikke rigtig trænger ind. Samtidig finder hele huset ud af, at Mads også har kysset med Amir. Det forhindrer dog ikke Prinsen i at vælge Amir til en singledate i poolen. Mikkel får også solodate med prinsen efter en fælles fægtedate med flere af de andre drenge - og der er bestemt kemi.
Prince Charming inviterer fire af fyrene på vindate, men de skal ikke kun hygge på daten. Prinsen har en spørgsmålskasse med, hvor emnerne bl.a. er utroskab, sex og kærlighed. Senere er der pool party, og én heldig gut slutter festen hjemme hos prinsen. Og det er en chance, han har tænkt sig at udnytte til fulde. Og så får slipseceremonien et chokerende udfald.
Drengene skal på fælledate med westerntema, hvor den bejler, der sidder længst i sadlen på en rodeotyr, får en date med prinsen. Hyggen bliver dog snart forstyrret, da to nye fyre melder deres ankomst. De snupper prinsen med på date, hvilket skaber både irritation og nervøsitet hos de andre. Det er dog tre af de oprindelige bejlere, der sikrer sig et kys hos prinsen til aftenens fest. Og de kys falder ikke i god jord hos dem, der ikke blev kysset.
Ugen står i rengbuens tegn, og Prince Charming inviterer til et farverigt og letpåklædt photoshoot i diversitetens navn. Men det er ikke alle, der umiddelbart har lyst til at hylde diversiteten i underbukser. Og så har prinsen hentet hjælp udefra. Hans nære veninde går undercover som bartender til en fest, og får flere sandheder ud af drengene, end de havde planlagt. Og så bliver slipseceremonien en neglebidende affære, hvor intet ender som forventet.
Store følelser kommer i spil, når Prince Charming inviterer til maskebal. Her deler bejlerne, hvem de er bag masken, og lader Jonas komme helt tæt på. Og det er ikke småting, de fortæller. Dagen derpå inviterer Jonas Christian på date i poolen - en date, som ender meget intimt. Christian føler sig sikker før aftenens slipseceremoni, men alting bliver vendt på hovedet til tapashygge hos prinsen. Her kommer nogle sandheder på bordet, og et chok-exit bliver en realitet.
Prince Charming inviterer til middagsselskab, hvor tre af bejlerne er på menuen. Rasmus er forret, Amir hovedret og Mikkel dessert. Der bliver smagt på mere end bare maden til middagen, og det skaber spændinger i huset. Især Martin Oliver er skuffet over ikke at være blevet inviteret af prinsen. Kan han gribe chancen og få Jonas på tomandshånd, når der er bålhygge om aftenen? Slipseceremonien bliver følelsesladet og byder på en kæmpe overraskelse – også for prinsen.
Der er kun fire bejlere tilbage i huset, og de skal hver især på date med prinsen. Der begynder at komme sprækker i venskaberne, og især Rasmus og Mikkel er oppe og toppes om hvem, der fortæller sandheden. Hvem kysser Jonas, og hvor tit? Martin Oliver begynder at være nervøs for at miste sit slips, og så har Amir endnu ikke givet efter og kysset prinsen. Ødelægger det hans chancer til slipseceremonien?
Amir, Ramus og Mikkel er tilbage i kampen om Prince Charmings kærlighed. Og Jonas har inviteret tre mennesker, der betyder meget for bejlerne på slotsdate. Han håber på, at bejlernes venner og familie kan fortælle ham noget, der hjælper hans valg på vej. Og der kommer både sandheder og halvpinlige billeder på bordet. Til et poolparty bliver der vendt op og ned på tingene. Hvad betyder det for slipseceremonien, og hvem ender i finalen?
Rasmus og Mikkel skal hver på en romantisk overnatningsdate med prinsen. Mikkels byder på sejltur og ophold på et gods. Hjemme får Rasmus besøg af Jonas’ nære venner, der griller ham for svar. Vennerne taler med begge bejlere og efterfølgende hjælper de Jonas med valget. Rasmus og Jonas er på klatredate og overnatter på toppen af København. Begge dates går forrygende, men Jonas skal træffe sit endelige valg. Er det Mikkel eller Rasmus, der beholder slipset og Prince Charming?