"Jeg rejser ikke hele vejen til Los Angeles for at få lidt agurk i hovedet," bedyrer Lars Hjortshøj, før han sætter kursen mod danske Ole Henriksens wellness-imperium, hvor nogle af verdens største stjerner færdes hjemmevant. Den frygtløse radiovært betinger sig, at han får Oles vildeste skønhedsbehandlinger - og det får han så, for Ole elsker udfordringer..
"Det er absurd, at jeg skal besøge sådan en skønhedsekspert, eller hvad fanden han nu er," synes Peter Gantzler, som forestiller sig Hollywood som et kunstigt, klinisk og små-perfekt sted, hvor ingen går på toilettet eller har armsved. Ole Henriksen kan godt mærke, at Peters parader er oppe, så han bruger sit superoptimistiske sind og al sin charme på at komme ind på livet ham.
At være krigsførende forsvarsminister er både et travlt og krævende job, men det lykkes Søren Gade at hive nogle dage ud af kalenderen og tage til Los Angeles for at udsætte sig for Ole Henriksens specielle kur mod stress. Søren mener ikke, at skønhedspleje er noget for mænd af hans generation, og det er aldeles grænseoverskridende for ham at blive udsat for både manicure og pedicure!
Modsætninger mødes i ekstrem grad, når kuglestøderen Joachim B. Olsen tager turen til Los Angeles for at tilbringe en uge i selskab med Ole Henriksen og hans vidtberømte skønhedskure.
Showmanden Thomas Eje tager turen fra sit nye hjem i Las Vegas til Los Angeles for at få en vaskeægte "stjerne-make-over" af Ole Henriksen. Behandlingen står på ansigtsmassage og peeling, for det er vigtigt at se ung ud, hvis man vil gøre sig i showbusiness i USA. Det er også vigtigt, at fysikken er i orden, og her halter det lidt for Thomas, selv om han har en trappemaskine hjemme i soveværelset.
Alle, der har set Stig Tøfting i aktion på grønsværen, ved, at han er en mand med et iltert temperament, så Ole Henriksen sætter sig for at give fodboldspilleren nogle redskaber, han kan bruge til at styre temperamentet med.