Nøddenørden. Jørgen Skouboe tager til Fyn for at besøge nøddeeksperten Lars Westergaard, der i mere end 20 år har arbejdet på at lave små træer til sin lille have af bl.a. hassel, valnød og spisekastanje. Jørgen er nysgerrig efter at vide, hvordan Lars får sine små træer til at give masser af nødder allerede første år. Og så går Jørgen og Lars på jagt efter figensorter, der egner sig til det danske klima.
Drama i Dyrehaven. Naturtid kigger indenfor hegnet i Jægersborg Dyrehave, hvor naturvejleder Jes Aagaard har sit daglige arbejde. Vi ser hvordan man laver et lynnedslag i et stort bøgetræ, og hvordan en dåhjort indfanges og får gevirerne savet af inden den igen vågner af bedøvelsen. Undervejs på turen får vi naturligvis også historien bag dyrehaven.
Kamelia. Hans Trautner fra Horsens er en af Danmarks førende eksperter indenfor kamelier. Han har bl.a. skrevet bøger om de smukke blomster, og han har dyrket en speciel sort til Dronning Ingrid. Hans passion for kamelier har nu varet i over 30 år. Hans Trautner viser sine mange blomster frem og fortæller om, hvordan man omplanter, poder og formerer dem.
Arkitektens drømmehave. Hvordan ser havearkitektens egen have ud? Det viser havearkitekt Kjeld Slot, som på kun tre år har omdannet en gammel landbohave til en spændende ellipsehave med mange forskellige haverum. Kjeld Slot fortæller om sine overvejelser, viser tegninger og viser hvordan haven allerede står med et blomstrende flor.
Chili med Anne & Jørgen. Anne Hjernøe og Jørgen Skouboe er taget på tur til Toftegård Gartneri, hvor de skal besøge Lene Tvedegaard, som dyrker mere end 100 forskellige slags chilifrugter. I de store, smukke gamle drivhuse taler de om chilifrugternes historie, pasning og pleje. Anne laver mad med mange forskellige chilifrugter, og Jørgen giver sig selv en udfordring: Han vil spise af verdens stærkeste chili...
Honningmændene. Jørgen Skouboe og Anne Hjernøe kigger forbi honningmændene i det østjyske. Anne laver mad med den lækre, flydende honning, mens Jørgen går i lære som biavler. De garvede biavlere lærer ham at slynge honning og finde nye dronninger. Uden en god dronning bliver bierne nemlig aggressive.
I køkkenet med Anne & Kim. Anne Hjernøe har inviteret sin grønthandler Kim Møller med i køkkenet. Sammen laver de et væld af gode retter som ærtesuppe med champagne, grillet laks i våde aviser og hjemmelavet æblemazarinkage med vaniljeis. Anne & Kim får også besøg af Peter Paris, som fortæller om råvarer og som matcher vin til al den gode mad.