I tre programmer følger vi de travle juleforberedelser i tre af landets førende konditorier, La Glace og Dessertdragens Kageværksted i København og Le Gateau i Silkeborg. Hos La Glace skal juledekorationen i de store vinduer op. Vinduerne er et tilløbsstykke for både københavnere og turister, og det er konditorerne selv, der sætter liv og lemmer på spil for at skabe den smukke udsmykning. I Dessertdragens Kageværksted laver konditor Nanna Pørtner sin egen julepynt, der ikke bare er smuk, men også spiselig, og når butikken lukker, har Nanna sit helt særlige vagthold, der passer på butikken om natten. I Silkeborg går konditor Henrik Kudsk mindre op i julepynt og mere op i klejnebagning.
Tre konditorer slår dørene op til deres travle værksteder op mod jul, og jo tættere højtiden kommer, jo mere er der at se til. Der ligger et stort pres på Dessertdragen. Nanna skal lave ikke færre end 18 forskellige slags småkager, og midt i det hele tikker bestillingen på en stor bryllupskage ind. Hos La Glace gælder det stedets særlige julespecialitet, grantræet, inspireret af H.C. Andersens eventyr af samme navn - og også en lille smule inspireret af den dessert, som spises ved hoffet til jul. Henrik og hans konditorsvende i Le Gateau har travlt med at lave de mange bestillinger, og lærlingen Victoria får da også sin sag for. Sendt 14. december 2017 på TV 2
Julespurten er sat ind hos de tre konditorer, og de sidste bestillinger fra både gamle såvel som nye kunder tikker stadig ind. La Glace har en særlig julespecialitet, en islagkage, som stamkunderne bestiller lige op mod jul, og som kræver meget af konditoren. Også i Silkeborg i Le Gateau skal der løbes stærkt, hvis det hele skal nås. Men hos Dessertdragen står den på smørrebrød - dog ikke som vi helt kender det. Nanna laver det nemlig af marcipan, og det ligner fuldstændig det, der i denne tid står på mange julefrokostborde.