Vi er i hjertet af København, på Kongens Nytorv, i 1948. En hel verden vånder sig oven på verdenskrig, atombomber, lavkonjunkturer. Forude venter opsving og velfærd, men mange lever stadig i den dybeste armod. Rundt om hjørnet finder man stadig slumkvarterer med forfaldne ejendomme og skumle baggårde. Men her på torvet ligger Hotel d'Angleterre i al sin pragt. En kæmpe flødeskumskage, vel at mærke kun for de allerrigeste. De bliver opvartet af en hær af tjenende ånder, fra portieren til overtjeneren. Det er ét sted, men to verdener.