Ti stille! Jeg gider ikke at høre mere på dig! 17-årige Casper har fundet de hårde fraser frem til dagens serie 3 kamp. Det er et topopgør, så han skal være fremme i fodboldstøvlerne for at håndtere de to hold. Han har sagt nej til aftenens gymnasiefest, men det er helt normalt, når sæsonen er i gang. Et lille offer på vejen mod den helt store drøm: Superligaen. Det samme gælder for Daniel, Iman og Julie, der alle er unge, talentfulde fodbolddommere, som kæmper for at få en plads blandt de bedste.
Daniel stiller enorme krav til sig selv: Han vil dømme den perfekte kamp. Men er det overhovedet muligt? Han må i hvert fald have gang i nogle taktiske vejrtrækningerne for at få styr på nerverne. I dag kommer der nemlig en udvikler fra DBU, som skal overvære kampen og bedømme hans evner som fodbolddommer.
Fodbold er følelser. Store følelser. Og de er ofte på kogepunktet, når der spilles kamp - uanset niveau. Derfor er konflikthåndtering en af de vigtigste færdigheder som fodbolddommer. Man skal være tydelig og trække sin grænse hårdt op. Det kræver masser af øvelse, men nogle gange går det alligevel galt. Det skete for Julie, da en spiller råbte "møgluder!" efter hende. Det gik faktisk så galt, at sagen endte i retten.
At være en talentfuld og ambitiøs fodbolddommer kræver meget mere end det, der skal præsteres inde på grønsværen. Privatlivet med job, venner, familie og kærester skal harmonere med de mange timer, dommergerningen kræver. Derudover skal du hvert år bestå teoritest, og hvis du dumper, ryger du ud.
"Mente du den påtale?" "Der skulle have været dømt straffe." "Man kan ikke høre dig!" Nådesløs feedback og konstant udvikling både som dommer og personligt. Kravene til en fodbolddommer er mange og høje, og de stiger i takt med, at de rykker op i rækkerne. Hver gang, der er en udvikler, der overværer en kamp, er alt på spil. For det er her, dommerne skal vise, hvad de kan. I slutningen af sæsonen falder den tunge hammer, for hvis ikke du udvikler dig, kan du ikke rykke op.
De er blevet kaldt ludersøn, lortedommer og idioter. Utilfredse trænere, spillere og tilskuere har konfronteret dem. De har sagt nej til adskillige fester, drinks og pizzaer. Intet står i vejen for deres ambitioner som fodbolddommere. Men spørgsmålet er, om de mange ofre giver bonus. For hvem rykker op, og hvem gør ikke?