Der foregår mystiske og uforklarlige ting på den lokale pub i den lille sjællandske forstad Måløv. Jernhængsler knirker, toiletter skyller ud af sig selv, man kan høre lyden af tunge skridt på trappen, lamper svinger og der hersker en sær følelse af overvågning. Den nuværende ejer Vibe var ikke mere end 19 år, da hun sammen med sin eks-kæreste overtog pubben. Allerede dengang gik der rygter om spøgeri på pubben, og der gik da heller ikke lang tid før Vibe selv stiftede bekendtskab med mystiske hændelser. Ånderne vender tilbage har bedt mediet Marzcia Techau om at undersøge de mange fænomener, og hun får fornemmelsen af en rystende episode i pubbens kælder. Til alles store overraskelse viser det sig at det ikke kun er pubben der hjemsøges. For midt under optagelserne dukker en afdød til Vibe op på dramatisk vis og afslører sin sande identitet.