'Album' er et drama om tre familier og tre skæbner, der krydser hinandens spor gennem tre årtier.
Det hele starter med et stykke jord, der bliver solgt. Den driftige Vilhelm Rolsted køber en gammel gård, river den ned og udstykker den til sommerhusgrunde, og livet ændres for tre forskellige familier. Vi følger de tre familier fra begyndelsen af 70’erne frem til starten af det nye årtusinde.
Det er tre meget forskellige familier, som dog har det til fælles, at der i hver familie findes en søn. Og de tre sønner er seriens omdrejningspunkt. Gennem deres personlige historier giver ’Album’ et signalement af en generation, der tilsyneladende fik alle muligheder, men alligevel var på så gyngende grund, at den måtte kæmpe for at definere sine egne værdier, så godt den kunne - og dertil fik det ikke særligt flatterende navn: Nå-generationen.
’Album’ er en serie om mennesker, som mødes, krydser hinandens spor, elsker hinanden, forlader hinanden eller knap nok registrerer hinanden. Undervejs i fortællingen myldrer det med bedsteforældre, marxister, udlandsdanskere, stjålne kys, rockere, pushere og bistandsklienter, yuppier og små, artige forstadspunkere.