Den dengang 46-årige borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen, fik sin vaccine d. 31. december - før Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, ja, selv Dronningen. Og det skal fejres! For tænk engang, at man er så heldig at have en borgmester, der tør risikere sin overarm for borgerne i Middelfart.
Viceborgmesteren på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, har ført sig frem i pressen, fordi han med stort vemod måtte skifte bank efter Danske Banks famøse hvidvaskskandale. Men Adnan kan afsløre, at Jan faktisk ikke har skiftet bank, og det er det fede ved Frederiksberg! Her kan man bare sige et og gøre noget andet.
I Thisted Kommune praler man med at være Danmarks førende klimakommune. Det er noget, som borgmester Ulla Vestergaard er enormt stolt af. Men er hun lige så stolt af kommunens investeringer i kulsorte olie- og gasselskaber? Det burde hun i hvert fald være, for det allervigtigste i Thisted kommune er jo penge!
I Odense er borgmester Peter Rahbek Juel blevet promoveret gennem flere store annoncer, der er købt og betalt af Odense Kommune og Odense Havn. Det er på kant med reglerne om politisk neutralitet, mener kritikere. Men hvor smålig kan man være? Selvfølgelig skal Odenses borgere betale for borgmesteren!