Kan du huske Martin? Han var 15 år, da han vandt det allerførste X Factor i 2008. Han fik lyn-succes og solgte 100.000 plader - så hvorfor droppede han rampelyset og karrieren? Og hvad har han lavet i mellemtiden? Martin Hedegaard fortæller for første gang historien om, hvordan man bliver sig selv, når hele Danmark kender én som 'ham fra X Factor'. DR3 har fulgt Martin i over et år, mens han prøver at slå igennem med sin egen musik under navnet SAVEUS.
Martin er blevet voksen siden X Factor, men musikbranchen kan stadig være overvældende. For hvordan håndterer man sine egne ambitioner og de store krav fra pladeselskabet, når ens bedste venner i bandet måske ikke er lige så dygtige som en selv? Bandmedlemmerne mærker tvivlen, mens Martin selv indspiller en længe ventet single med en stjerneproducer i London og planlægger en vigtig koncert til en branchefestival i Oslo.
Martin har dødtravlt. SAVEUS skal spille karrierens foreløbigt vigtigste koncert på SPOT Festival. Det vrimler med journalister og kritikere, og Martin er bange for, at de vil dømme ham hårdt på grund af hans fortid i X Factor. Pladeselskabet har stadig ikke udsendt Martins næste single, 'Everchanging'. Han er stresset, og en konflikt ulmer.
Drømmen om det store udland lader vente på sig. Martins single, 'Everchanging', udkommer langt om længe, men den bliver ikke ret godt modtaget. SAVEUS får ikke den succes, Martin har regnet med. Han er stadig bange for, at hans fortid i X Factor holder ham ude af det gode selskab. Der bliver pludselig mulighed for hurtig succes, da han bliver tilbudt at spille til X Factor-finalen foran millioner af seere. Men skal han gå på kompromis med sine idealer?