Guld i Købstæderne besøger denne sommer fem danske byer, der alle har den særlige købstadsstatus. Denne gang går turen til Hjørring.
Her står nogle af landets dygtigste eksperter klar til at vurdere gæsternes medbragte antikviteter og klenodier. Eksperterne skal blandt andet sætte pris på en gammel høvl udformet som en due. Og så dukker en gæst op med et vægur fra Royal Air Force fra 2. verdenskrig.
Når en ting er vurderet, står tre professionelle opkøbere klar til at byde hinanden op, i jagten på at få de bedste ting med hjem. Og der bliver rift om nordens guld, når de skal forsøge at købe en stor ravklump på 635 gram.
Undervejs besøger vært Mette Bluhme Rieck nogle af byens interessante steder. På galgebakken får hun blandt andet historien om den sidste henrettelse.