Guld i Købstæderne besøger fem danske byer med den særlige købstadsstatus. I sæsonens sidste program gælder det Ribe.
På det gamle rådhus står nogle af landets dygtigste eksperter klar til at vurdere de medbragte klenodier, arvestykker og antikviteter. Denne gang sætter de bl.a. pris på en af Wegners populære Bamsestole og en helt unik figur fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Cecilie Nielsen, programmets vært, cykler også ud og får de gode lokalhistorier. Bl.a. hører hun om opførelsen af byens meget markante domkirke, der var Danmarks mest moderne kirkebygning, da den blev opført.
Når tingene er blevet vurderet, er der mulighed for at få dem solgt. Tre professionelle opkøbere dyster om at få de bedste ting med hjem, men kun hvis sælgeren er tilfreds med buddet, kan der laves en handel. Denne gang ryger prisen helt i top på to malerier af Paul Fischer og en sølvske designet af Thorvald Bindesbøll.