I det første af fire programmer møder vi Kate, som var en del af Jehovas Vidner som barn. Her fik hun pålagt sig en skam omkring sin seksualitet, som hun nu gør alt for at bekæmpe; både hos sig selv og andre i samme situation. Når Kate poserer nøgen som croquis model er det bl.a. for at vise, at hun står ved sin egen krop. Og når hun arrangerer den store "Slutwalk", er det for at hylde friheden til egen seksualitet.
Ekspedienten Rashmina har arabiske rødder. Hun står midt i et stort dilemma da hun bliver kæreste med Sasha. Men hun kan ikke fortælle sin mor hun har fået en pigekæreste, fordi homoseksualitet er noget man ikke taler om i moderens verden. Vi møder også plejehjemsforstanderen Henriette, som køber stort ind til de ældre, så de kan få en dejlig sexoplevelse på trods af deres høje alder.