De tjener millioner på noget de elsker - selvom mange synes det umuligt kan være et arbejde. Men hvordan håndterer man presset, når man er 18-20 år og pludselig er en af verdens bedste Counter-Strike-spillere? For manageren, træneren, fansene og resten af holdet forventer at man skal præstere hver gang. Men hvad med kæresten, vennerne og familien, er der plads til dem, når man træner 10 timer hver dag? Og hvad med dem, der er lige ved og næsten? Er der plads til flere danske spillere i toppen af professionel Counter-Strike?
Michaela "mimi" Lintrup spiller på verdens bedste kvindelige Counter-Strike-hold. Efter at have vundet deres seneste syv turneringer, er holdet storfavoritter til Copenhagen Games. Det samme er Patricks hold Tricked, men måske er holdet med to nye spillere overvurderet? Niels Christian har givet sig selv to år til at blive professionel, og han er på prøve hos eFuture, så der skal præsteres. Desværre får Niels Christian den værst tænkelige start, da han er kommet hjemmefra uden et strømkabel.