Tobias Dybvad og Rasmus Olsen er taget på tour i hele kongeriet for at optage syvende sæson af serien - den 'svære sæson' - og nervøsiteten er begyndt at melde sig. Kan publikum overhovedet huske 'Dybvaaaaad'? Er der overhovedet nogle, der ser flow-tv mere? Og kan de overhovedet finde sjove klip fra tv-programmer?
Hvordan er det at leve af at være sjov? Og hvordan balancerer man et velfungerende familieliv med en karriere som komiker? Kom med til vox-pop på strøget i Kolding og en nat i Kastrup Lufthavn og se, hvordan idéer og tanker bliver til jokes.
Holdet er landet på Færøerne - fem timer forsinket. De skal optræde på en lille klub, men billetsalget er ikke gået så godt, og det er også uvist, om færingerne overhovedet kan lide 'Dybvaaaaad'. Hvordan skal det gå?
Rasmus Olsen og Tobias Dybvad er kommet til Nuuk York på Manhattan Nightclub, men med en tidsforskel på tre timer og langsomt internet er det ikke sikkert, at programmet kan nå til Danmark i tide. Vi er også med på sejltur og rypejagt i det grønlandske - det er i 'Dybvaaaaad - også som dokumentarserie'.