Rollo er en af hovedpersonerne i den første udsendelse i serien om "Normannerne". Rollo er manden, der så at sige grundlægger Normandiet. Han vinder landet, hertugtitlen og kongedatteren og sværger troskab til den frankiske konge. Piet van Deurs er taget til Saint-Clair-sur Epte i Nordfrankrig, hvor begivenhederne fandt sted. Da to af kongens følge griber Rollo om skuldrene for at forsøge at tvinge ham i knæ, bliver den nordiske kæmpe for alvor vred. Rollo kan ikke drømme om at falde på knæ for nogen dødelig og da slet ikke kysse kongens fod. Føj. Krisen løses, da en af hans kæmper får overladt opgaven. Han bøjer sig ned og griber kongens fod med en sådan kraft, at kongen dejser omkuld. Vikingerne bryder ud i et kæmpe latterbrøl, og kongen har sikkert haft sine kvaler med, hvad han nu har indladt sig på. Men han får faktisk ikke lejlighed til at fortryde. For Rollo og hans normannere falder godt til i Normandiet. Rollo bliver til hertug Robert af Normandiet. Han lader sig kristne, og han grundlægger en ny normannisk fyrsteslægt. Dermed er scenen sat til normannernes dramatiske historie.