Det er blevet tid til finalen i 'Danmarks Skønneste Sommerhus', og der skal findes en endelig vinder blandt de mange herlige og originale sommerhuse, dommerne har besøgt rundt i landet. Finalen sendes direkte fra det danske sommerland, og sammen med vært Mads Steffensen skal de tre dommere - arkitekt Nikoline Dyrup Carlsen, trendmand Uffe Buchard og livsstilsekspert Christian Grau - guide publikum og seere igennem en aften med både hygge og spænding. Denne gang er det nemlig op til seerne derhjemme at beslutte hvilket sommerhus, der skal kåres som det skønneste blandt de tre finalister, dommerne har valgt ud. Ud over æren er der 100.000 danske kroner på spil. Det bliver spændende.