Anders og Peter Lund Madsen rejser tilbage til enevælden for at prøve danmarkshistorien på egen krop. I enevælden skal brødrene leve som grever, og det er lidt af en udfordring for brødrene at opføre sig så korrekt og pænt, som tiden kræver af to højgrevelige excellencer. Brødrene lærer at de fine ikke gik i bad, og at enevælden gav mere mening, hvis man var beruset - for eksempel når det tog fire timer at få sminke, tøj og paryk på. Selvom de har fået kamptræning i både vikingetiden og som riddere i middelalderen, erkender brødrene at de ikke ville holde længe i en duel på kårder under enevælden. Undervejs lærer brødrene næsten at danse menuet, og de styrker sig på delikatesser fra tiden: Venusbryster og farserede kalveøjne.