Under morgenmaden råber Oles lillesøster Agnes, at der vil ske en ulykke i "det store rum". Oles bedste ven Jamie tager det som et overnaturligt varsel, og er sikker på Agnes har paranormale evner. Senere på dagen eksploderer et gasrør på drengenes skole i gymnastiksalen... Det store rum! Jamie er nu helt overbevist om, at der er noget paranormalt på spil og overtaler Ole til at efterforske det nærmere.
Ole og Jamie tager hen på skolen om aftenen og filmer i gymnastiksalen, så Jamie kan få dokumenteret det paranormales eksistens. Ole bliver forskrækket under optagelserne, og udvandrer i protest. Hjemme hos Ole kigger de to drenge dagens optagelser igennem, men Agnes kommer ind og udpeger et uforklarligt lys på én af optagelserne. Jamie overtaler Ole til at afholde en spirituel seance i gymnastiksalen, hvor de bruger Agnes som medium.
Efter seancen i gymnastiksalen hvor Agnes udpegede døren under trappen, beslutter drengene at undersøge, hvad der er bag døren nærmere. Ole er stadig ikke overbevist om at det spøger på skolen, men turen ned i kælderen vil få Ole til at tvivle på sin egen overbevisning, og på Jamie og hans venskab.
Ole og Jamie tager på ældrebesøg hos den gamle journalist Rolf Dresen. For Jamie bliver det et kvalmende, men også informativt besøg... han kommer ikke til at spise nødder det næste lange stykke tid. Det er også i dette afsnit, de to drenge finder ud af, der måske er mere på spil end bare at blive smidt ud af skolen.
Endelig får Ole lidt tid alene sammen med Frida, men det går ikke helt som planlagt. Ole og Jamie holder den sidste seance i gymnastiksalen med Agnes, denne gang bevæbnet med billedet af de forsvundne børn og en geigertæller. De indser, de vil få brug for hjælp fra en voksen, da Jamie får besøg af socialforvaltningen.
I seriens sidste afsnit går Ole, Jamie og Agnes i selskab med Frank ned i den dybe kælder under skolen for at finde ud af, hvor og hvordan de forsvundne børn er blevet dræbt. Måske ved Agnes mere end hun hidtil har givet udtryk for? De skal ned og se hvad der gemmer sig bag den sidste dør i kælderen under gymnastiksalen.