Er det muligt at få gnisten tilbage i forholdet, når hverdagen er druknet i trætte leverpostejsmadder, vasketøjsbunker, brugte bleer og børn, der skal til sport? 7 dage med sex puster liv i lagnerne hos par, der har mistet gløden – i håbet om at få tændt op under den igen. I hvert program følger vi to nye par, der har indvilliget i et eksperiment for at få kickstartet passionen for hinanden igen. Eksperimentet går ud på, at parret skal have sex med hinanden hver dag. I en uge. Målet er naturligvis at parrene skal genopdage gejsten for hinanden. Midlet er sex. Og spørgsmålet er så, om det vil lykkes. I løbet af ugen vil parrene få hjælp til at få sat ord på, hvorfor de tror, de er gledet fra hinanden. De bliver kastet ud i samtaler, der måske kan få dem til at få øjnene op for nogle af de ting, der har spændt ben for den nærhed og ømhed, de havde for hinanden i begyndelsen. Og de får hjælp til at ændre nogle af de omstændigheder og problematikker, der har gjort, at lysten til lagengymnastik er druknet i hverdagens trivialiteter.
I andet afsnit af ”7 dage med sex” har de to par Kiki og Bjarne og Sofie og Carsten deres at slås med. Deres forhold er ved at blive overtaget af børn og kedelig hverdag, som langsomt men sikkert slår deres kærlighedsliv ihjel. Hvad sker der, når de pludselig lover hinanden sex hver dag, syv dage i træk? Kan de genfinde den gnist, de stadig håber findes ved at udfordre hinandens indgroede vaner og svagheder? Sofie og Carsten bliver udfordret til at have sex udenfor hjemmets fire vægge. Vil det lykkes dem at overkomme træthed og modstand og have sex i det fri. Og kan Bjarne tvinge Kiki ud af moderrollen og få hende forvandlet fra kedelig husmor til sexet husmor? Vågner de to par op af dvalen og finder modet til at overskride et par grænser og gennemføre syv dage med sex?