Søren Vejby vil gerne vide, hvorfor han har så svært ved at slippe kokainen, og hvor stor risikoen for et tilbagefald egentlig er? Under et besøg hos nogle af landets førende hjerneforskere, testes han i en 'løgnedetektor', som fortæller, at hans nervesystem langt fra har lagt kokainen bag sig. Søren møder en jævnaldrende mand, der ligesom ham selv troede, han var færdig med kokain - men så faldt han i igen med et brag! Herefter tager Søren til indre Vesterbro i København for at dokumentere, hvor nemt det er at få fat i stoffet på en helt almindelig fredag eftermiddag.
Søren Vejby forfølger kokainens kriminelle spor. Og sporet starter der, hvor han selv engang købte stoffet: de såkaldte 'hvide bude', der leverer kokain til døren, omtrent som hvis det var en pizza, man bestilte. Søren tager på job med et hvidt bud, der i dagtimerne arbejder som skolelærer, men som supplerer sin indtægt ved at sælge kokain om aftenen og i weekender. Derefter følger Søren kokainens spor et trin dybere ned i underverden. Han har fået kontakt til en 'gangster', som vil indvie ham i, hvordan den rå kokain blandes op for at øge indtægterne ved salg.
Søren Vejby kom ud af sit kokainmisbrug, før det for alvor gik galt. Men det er langt fra alle, der er så heldige: Sørens rejse forsætter ind i en verden af hardcore-misbrugere. Første stop er Mændenes hjem på Vesterbro, hvor han besøger narkomanen Micki, som skal sprøjte sig med kokain 20-40 gange dagligt for at holde abstinenserne for døren. Efterfølgende tager Søren turen til Odense, der er hjemby for Danmarks mest rå og brutale narkomiljø. Her møder han en prostitueret, der i fire døgn blev holdt fanget og tortureret pga. en mindre narkogæld.
Søren Vejby følger kokainens kriminelle spor ud i Europa. Det bringer ham til Hamborg, hvor store mængder kokain smugles ind med fragtskibe. Søren tager på job med havnepolitiet, der scanner og ransager containere, som mistænkes for at indeholde kokain. Derefter går kursen mod Antwerpen, som er Europas 'førende' kokain-by. Her møder Søren en dealer, der startede i det små, men endte med at sælge kokain for et af de helt store narkokarteller. Turen tilbage til Danmark foregår i selskab med en tidligere narkokurer, som instruerer Søren i, hvordan kokainen smugles ind over den danske grænse uden at blive opdaget.
Søren Vejby følger kokainens farefulde spor helt tilbage til 'kilden' i Colombia, som er en af verdens største producenter af stoffet. Landet betaler en kæmpe pris for den vestlige verdens kokainforbrug, og myndighederne bruger enorme ressourcer på at bekæmpe narkokartellerne, som kontrollerer dele af landet og bidrager til mord, bortførelser og korruption. Søren tager med politiets stærkt bevæbnede specialenheder på mission for at udslette kokaplanter. Og det er absolut ikke uden risiko - for dagen før blev en politimand dræbt ved en tilsvarende mission!