En skæv roadmovie om den tidligere blomsterhandler Birger Bergmann Jeppesen. Skønt lam fra top til tå erklærer han, at han i dag er en lykkeligere mand, end før han blev ramt af den uhelbredelige sygdom ALS. Det er en film om kærligheden til livet og til hustruen Jutta. Og om at insistere på at være noget og gøre noget for andre, også selvom det eneste han kan, er at blinke. Birger vil redde menneskeliv. Hvis han boede i Sverige, var han formentlig død for flere år siden. Men i Danmark er han som ALS-ramt blevet tilbudt den respirator, der nu har holdt ham kunstigt i live i mere end 10 år. Den svenske familiefar Johan på 43 år har med sin ALS-sygdom kun ganske få måneder tilbage at leve i, hvis ikke han får en respirator. Vil det lykkes Birger at hjælpe ham?