Anton er 87. Han har arvet gården, som tiden næsten har taget. De 9 køer lever så længe Anton gør. Det er en pagt. Anton lever i fortiden. Hans tid med køerne, døgnets timer og årets gang, er hans eneste nutid. Livet har sin evighed, det er cyklisk og smukt; men slægtsgården er nu en ruin. Ingen har siddet i den fine lille stue i årtier og rotterne spiller på bordene. Familie og naboer holder af den gamle, stædige mand, men de er også bekymrede. For ham og for dyrene. Snart kan de offentlige myndigheder ikke lade den gamle mand være mere. Der må gribes ind. Anton sætter velfærdssamfundet på prøve, fordi han insisterer på at ville klare sig selv.